Som led i regeringens plan ’Fra én til syv styrelser – skatteforvaltningen 2021’ vil SKAT fra den 1. juli 2018 ophøre med at eksistere. Fra den 1. januar 2018 vil de kommende styrelser blive oprettet som forretningsområder indenfor rammerne af SKAT.

  

 

Direktionen:

Direktør for SKAT: Merete Agergaard

Direktør for Skatteområdet i SKAT: Merete Agergaard

Direktør for Vurdering i SKAT: Hakon Iversen

Direktør for Gæld i SKAT: Lars Nordahl Lemvigh

Direktør for Motor i SKAT: Jens Otto Størup

Direktør for Told i SKAT: Charlotte Møller

Direktør for Udvikling og forenkling i SKAT: Andreas Berggreen

Direktør for Administration og Service i SKAT: Claus Henrik Larsen

 

 

 

De syv nye styrelser oprettes med ansvaret for hver sin kerneopgave inden for én juridisk myndighed under Skatteministeriet, så der sikres smidigt samarbejde på tværs af alle skatteforvaltningens opgaver.

 

Skattestyrelsens kerneopgave bliver at sikre nem og korrekt skattebetaling for borgere og virksomheder. Styrelsen forventes bemandet med ca. 3.300-3.500 medarbejdere og får kontorer i hele landet, herunder i København, Ribe, Høje Taastrup og Århus.

Gældsstyrelsens kerneopgave bliver at hjælpe borgere og virksomheder med at betale deres gæld til det offentlige. Styrelsen forventes bemandet med ca. 1.500 medarbejdere og får kontorer i Middelfart, Thisted, Grenaa, Ringkøbing, Tønder og Roskilde.

Motorstyrelsens kerneopgave bliver at sikre korrekt og effektiv afgiftsberegning og registrering af alle køretøjer. Styrelsen forventes bemandet med ca. 250-300 medarbejdere og får Kontorer i Aalborg, Høje Taastrup, Odense og Aarhus.

Administrations- og Servicestyrelsens kerneopgave bliver at understøtte skatteforvaltningen med effektiv administration og serviceydelser af høj kvalitet. Styrelsen forventes bemandet med ca. 300-350 medarbejdere og får kontorer i Herning og Høje Taastrup.

Udviklings- og Forenklingsstyrelsens kerneopgave bliver at sikre, at skatteforvaltningen understøttes af driftssikker og fremtidsparat it. Styrelsen forventes bemandet med ca. 900-1.100 medarbejdere og får kontorer i København, Middelfart og Aalborg.

Vurderingsstyrelsens kerneopgave bliver at sikre, at alle boligejere får en retvisende og gennemskuelig ejendomsvurdering. Styrelsen forventes bemandet med ca. 600-650 medarbejdere og får kontorer i Roskilde, Maribo, Haderslev, Herning og Aalborg.

Toldstyrelsens kerneopgave bliver at understøtte smidig handel på tværs af grænser og sikrer en effektiv toldkontrol. Styrelsen forventes bemandet med ca. 600-650 medarbejdere og får kontorer i Århus og Køge. Alle geografiafhængige opgaver bliver på deres nuværende lokationer.